En rift i endetarmsåbningen kaldes en anal fissur. Selvom det som regel drejer sig om små rifter, er de ofte forbundet med en del ubehag (blødning, smerter, svie, kløe).
Smerterne er som regel værst i forbindelse med toiletbesøg og umiddelbart efter. Hvis det bløder, er der gerne tale om små mængder helt friskt lyserødt blod, som altid stopper umiddelbart efter toiletbesøg.
Anal fissurer er almindelige både hos børn og voksne. Der er ikke tale om nogen alvorlig eller farlig lidelse, selvom det kan være meget ubehageligt.
Den mest almindelige årsag er hård afføring og i sjældne tilfælde langvarig diaré. Stress menes også at kunne bidrage til udviklingen af anal fissur.
Når der opstår en rift reagerer lukkemusklen ofte med sammentrækning (spasme), som yderligere kan forværre smerterne.
Varme bade med badeolie (sædebade) 20-30 minutter 1 gang daglig i 14 dage. Anvend karbad, balje eller et kar. Badene varmer muskulaturen op og får den til at slappe af. Badene blødgør, renser og øger gennemblødningen i vævet og øger dermed helingen.
Behandling m. creme/gel i op til 2 mdr. kan være nødvendigt. Det er vigtigt, at cremen/gelen kommer 1-2 cm ind i tarmåbningen 2 gange daglig. Du får recept efter undersøgelsen.
Regulering af afføringen. Afføringen skal være blød og let at komme af med. Anvend rigelig væskeindtagelse, fibertilskud (ex. HUSK) og daglig motion (læs mere om forstoppelse på her på siden) Milde afføringsmidler (Magnesia, Laktulose, Movicol) fås i håndkøb på apoteket) kan anvendes efter behov.
Undgå smertestillende midler med kodein (forværrer forstoppelse).
Under behandlingen vil symptomerne oftest gradvist forsvinde. Kommer symptomerne igen umiddelbart efter behandlingsophør har behandlingen ikke virket. Efter et par ugers behandlingspause kan man evt. forsøge ovenstående én gang mere.
Såfremt ovenstående ikke får fissuren til at hele, kan det blive nødvendigt med en Botox-indsprøjtning eller et lille snit i lukkemusklen – foregår på hospitalet.
Eneste effektive forebyggende foranstaltning er at undgå forstoppelse (rigelig væskeindtagelse + fiberrig kost + daglig motion). Du kan få yderligere information om afføringsregulering og korrekt kost her på siden eller på Fødevarestyrelsens hjemmeside www.altomkost.dk.
Klinikken er ejet og drevet af overlæge Henrik Loft Jakobsen
Som internationalt certificeret tyk- og endetarmskirurg varetager han kirurgiske sygdomme på Herlev Hospital med speciel fokus på kikkert- og robotkirurgi af tarmkræft og andre tarmsygdomme. Herlev Hospital har specialiseret funktion i komplicerede endetarms- og anallidelser.
+45 40 33 01 31
Konsultationstid: 16:00 til 20:00
Aldershvilevej 1242880 Bagsværd
© Copyright Kirurgisk Klinik Bagsværd 2023