Hæmorider er åreknuder i endetarmsåbningen. De er meget almindelige og bliver hyppigere med alderen. 4-5 % af alle voksne har hæmorider. Hæmorider er en tilstand (ikke en sygdom), som ikke kræver behandling, med mindre de giver problemer (se nedenfor).
Figuren viser indvendige (internal) og udvendige (external) hæmorider. Elastikbehandling kan anvendes til indvendige hæmorider. Udvendige hæmorider må oftest fjernes ved operation.
Hæmorider opstår som følge af længerevarende højt tryk i blodårerne (venerne) i endetarmen, typisk i forbindelse med længerevarende forstoppelse, eller hyppige toiletbesøg (diaré), graviditet, overvægt, langvarig hoste, m.m.
Mest almindelige symptomer er: blødning, kløe, fremfald af slimhinde, afføringsbesvær, ubehag, hygiejneproblemer og smerter.
Det er nødvendigt at foretage en kikkertundersøgelse af endetarmen og den nederste del af tyktarmen (en sigmoideoskopi) for at vurdere omfanget af hæmoriderne og for at udelukke anden sygdom.
Forstoppelse, som er en hyppig årsag til hæmorider, modvirkes bedst med rigelig væskeindtagelse (min. 2,5 liter daglig), fiberrig kost og/eller fibertilskud eksempelvis i form af HUSK. Man skal give sig god tid til toiletbesøg og undgå voldsom pressen.
Milde afføringsmidler kan anvendes i perioder med mere hårdnakket forstoppelse. Husk at forstoppelse i sig selv også bør føre til undersøgelse, hvis det har stået på i mere end 4 uger.
Første hæmoridebehandling kan godt være lokalbehandling med cremer eller stikpiller og ikke nødvendigvis operation.
Behandling med hæmoridemidler (eks. Proctosedyl, Doloproct, ), som indeholder lokalbedøvelse og binyrebarkhormon, er meget anvendt, og kan lindre symptomerne, men ikke fjerne hæmoriderne.
De letteste grader af hæmorider kan behandles med elastikpåsætning (læs om dette længere nede på siden), men primært kun på indvendige hæmorider. Behandlingen foregår gennem et plastikrør, der føres ind i endetarmen, og skal sædvanligvis gentages et par gange for at opnå maksimal effekt. Elastikbehandling er mere effektiv end indsprøjtninger og varmebehandling af hæmoriderne.
Ved mere omfattende og større hæmorider er operation med fjernelse af hæmoriderne nødvendig. Operation kan foretages i lokalbedøvelse. Sårene efter operationen lades åbne og skal hele af sig selv.
Da sårene efter hæmoriderne skal hele af sig selv, kan der være let blødning i nogle dage efter operationen. Blødningen aftager og stopper som oftest indenfor et døgn. Der kan være smerter af varierende intensitet i flere dage, og det er derfor en god idé at have smertestillende medicin hjemme, Vi anbefaler 2 stk. Panodil og 2 stk. Ipren hver 6-8. time.
Afføringen skal være blød og være let at komme af med. Hvis det er et problem kan Magnesia tabletter løse problemet. 2 tabletter ved sengetid er som regel virksomt.
En indvendig hæmorroide er en frembuling i den nederste del af endetarmen bestående af en blodåre (vene) og den slimhinde, der ligger oven på åren. Hæmorroider betragtes ikke som en sygdom, men som en tilstand, der behandles såfremt der er betydelige gener.
Indholdet af 1 stk. Toilax klysma (5 ml tube, fås i håndkøb på apoteket) tømmes i endetarmen ca. 1 time før undersøgelse og behandling. Virkning indtræder oftest umiddelbart efter.
Et kort plastikrør indføres ca. 5 cm op i endetarmen. Igennem røret indføres elastikapparatet, som afskyder elastikken hen over hæmorroiden. Elastikken er lille og meget stram, og herved stoppes blodforsyningen til hæmorroiden, som ”visner” og falder af sammen med elastikken. Da der ikke er smertesans på indersiden af tarmen, foretages behandlingen uden bedøvelse.
Ubehag
Der kan det første halve til hele døgn føles stramning og afføringstrang, hvis det generer, kan man tage et smertestillende håndkøbspræparat (Panodil, Ipren, evt. Kodimagnyl).
Restriktioner
Der er ingen forholdsregler efter operationen, og man kan gå normalt på toilettet. Det sker en sjælden gang, at man lige efter behandlingen føler en almen utilpashed. Dette skyldes en reaktion fra nerver tilhørende det ”selvstyrende nervesystem”, som regulerer kredsløb, vejrtrækning og mange andre funktioner. Tilstand fortager sig hurtigt. Føler man utilpashed efter indgrebet, må man selvfølgelig IKKE KØRE HJEM I BIL, før man igen har det godt.
Er yderst sjældne. Ved kraftig blødning, smerter eller feber bør kirurgen, vagtlæge eller skadestue straks kontaktes.
Klinikken er ejet og drevet af overlæge Henrik Loft Jakobsen
Som internationalt certificeret tyk- og endetarmskirurg varetager han kirurgiske sygdomme på Herlev Hospital med speciel fokus på kikkert- og robotkirurgi af tarmkræft og andre tarmsygdomme. Herlev Hospital har specialiseret funktion i komplicerede endetarms- og anallidelser.
+45 40 33 01 31
Konsultationstid: 16:00 til 20:00
Aldershvilevej 1242880 Bagsværd
© Copyright Kirurgisk Klinik Bagsværd 2023