Divertikler er udposninger på tyktarmen. De opstår ved at slimhinden presses ud gennem muskulaturen (se billedet). Er der mange divertikler kaldes det divertikulose. Som regel er de lokaliserede til den nederste tredjedel af tyktarmen, som er lokaliseret nedadtil til venstre i bughulen.
Divertikler ses sjældent hos yngre. Kun 5% af 40-årige har divertikler, mens 75% af 75-årige har divertikler, og de kan således betragtes som et aldersfænomen. Divertikler er ingen sygdom men en, for langt de fleste, en helt fredelig tilstand.
Divertikler opstår formentlig som følge af svage områder i tarmvæggens muskulatur samtidigt med et højt tryk inde i tarmen. Det medfører at slimhinden presses ud gennem muskulaturen. Der er sammenhæng med livslangt indtag af fiberfattig kost, forstoppelse og udvikling af divertikler.
Divertikler og divertikulose giver sjældent symptomer, men kan give anledning til vekslende afføring, fornemmelse af dårlig tarmtømning og oppustethed. I sjældne tilfælde kan der komme mavesmerter og blødning fra divertikler.
Divertikler påvises bedst ved en kikkertundersøgelse af tyktarmen (koloskopi eller sigmoideoskopi). Evt. kan der foretages en CT-scanning med kontrast.
Forebyg forstoppelse med rigelig væskeindtagelse, fiberrig kost, evt. et fibertilskud og daglig motion. Se evt. www.altomkost.dk
10-20% af mennesker med divertikler vil opleve et eller flere tilfælde betændelsestilfælde. Tilstanden kaldes divertikulitis, og forløber oftest fredeligt og uden komplikationer. Der vil som regel være ømhed/smerter nedadtil i venstre side. Hvis der også er feber skal der gives antibiotika. Sædvanligvis varer tilfældet 1-2 uger. I sværere tilfælde kan der udvikles tarmslyngslignende tilstand med kvalme, opkastninger og stop for luft og afføring. I disse tilfælde skal man altid vurderes af læge, da operation kan komme på tale.
Klinikken er ejet og drevet af overlæge Henrik Loft Jakobsen
Som internationalt certificeret tyk- og endetarmskirurg varetager han kirurgiske sygdomme på Herlev Hospital med speciel fokus på kikkert- og robotkirurgi af tarmkræft og andre tarmsygdomme. Herlev Hospital har specialiseret funktion i komplicerede endetarms- og anallidelser.
+45 40 33 01 31
Konsultationstid: 16:00 til 20:00
Aldershvilevej 1242880 Bagsværd
© Copyright Kirurgisk Klinik Bagsværd 2023